31 august 2011

Millimeterretfærdighed - skaber ulighed...

Mange af det offentlige systems ressourcer bliver brugt til at administrere økonomisk millimeterretfærdighed.

Men giver økonomisk millimeterretfærdighed et mere retfærdigt samfund? Er det det, der skaber lighed mellem mennesker?

Mest retfærdighed i det enkle…
De mennesker der har mest glæde af millimeterretfærdigheden, er de mennesker, der har ressourcer til at sætte sig ind i alle de detaljerede regler, der eksisterer i den offentlige administration.

Så millimeterretfærdigheden er de ressourcestærkes retfærdighed.

En af de mest enkle tilskudsordninger, vi har i Danmark, er medicintilskudsordningen. Der følger tilskuddet forbruget. Den er nem og billig at administrere, og de, der har flest udgifter, får mest tilskud.

Skal der endelig være forskelsbehandling, kan den jo relativt nemt laves, ved at gøre tilskud indkomstbestemt. Så de med færrest ressourcer får tilskud, og de med flest ressourcer får et mindre eller ingen tilskud. Det kræver heller ikke den store administrative sagsbehandling, kun en samkøring af registre.

Det er den individuelle tilskudsansøgning og sagsbehandling, der er administrativt tunge og svære at gennemskue for den enkelte borger.

Både retfærdigheden og ligheden går af ordninger, der bliver komplekse og svære at gennemskue.

Dyrt for samfundet, på bekostning af de mest ressourcesvage…
Millimeterretfærdigheden er dyr at administrere. Det koster samfundet dyrt at administrere alle disse detaljerede regler for økonomisk retfærdighed.

For den enkelte borger ville der måske være mere retfærdighed i at afskaffe millimeterretfærdigheden og spare administrationen.

Den administrative besparelse kunne så i stedet bruges til at give de offentlige servicetilbud et kvalitetsløft. Dels ved at frigive de offentlige ansattes tid til andre opgaver end de administrative. Dels ved at give en ensartet offentlige ydelse til alle, der lander i nogle situationer, hvor de får behov for hjælp fra det offentlige. Den ydelse kunne med de administrative besparelser så måske blive noget større, for de der i dag får de laveste ydelser.

Det er ikke de mennesker, der er mest i klemme, der har glæde af millimeterretfærdigheden.

Det kræver personlige ressourcer og et stort overskud, at få noget ud af den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar