Det har floret med analyser, meninger og reaktioner ovenpå Anders Breivik's massakre i sidste uge.
Kompasnålen har formodentlig efterhånden været hele vejen rundt i en søgen efter: Hvad der i Breivik's liv kan give en forklaring på hans handlinger. I håbet om at finde det sted, hvor pilen kan stoppe op – DER har vi FEJLEN! Så kunne vi alle sammen ånde lettet op – rette FEJLEN – og leve videre i en tryg forvisning om, at nu – kan det samme ikke ske igen.
Men uanset hvor vi vender pilen hen, så er der intet, der kan bære hele forklaringen. Der er mange forklaringer, der tilsammen kan give en form for efterrationaliserende forklaring – på Breivik. Men ikke på hvordan vi skal forebygge lignende tilfælde i fremtiden.
For som det ofte er, når der sker noget tragisk og ekstremt, der ryster og forskrækker os. Så er der tale om et sammenfald af en lang række vilkår og hændelser – over tid – i kombination med en mangel på sund menneskelig tyngde.
Hvad der påvirkede hvad og hvem – og i hvilken rækkefølge. Ja i bakspejlet vil det selvfølgelig kunne lade sig gøre at kortlægge det. Men der ligger ikke noget forebyggende perspektiv i det. Dertil er en Breivik alt for ekstrem. Der er mange mennesker, der læser de ting, Breivik har læst; Mange mennesker der har oplevet de samme ting, som Breivik har oplevet; Mange mennesker der har haft samme opvækstbetingelser, som Breivik har haft. Men de mange andre, er ikke blevet massemordere af den grund.
For noget tid siden var der en anden tragisk hændelse. En far myrdede sine tre børn, efter at han var blevet fyret fra en lederstilling. Det kunne vi heller ikke bruge til noget generaliserende forebyggende. Der er mange mennesker, der får en fyreseddel, uden at de efterfølgende slår deres egne børn ihjel.
Det, vi reelt kan konkludere, er – at mennesket har en skyggeside, der under en kombination af en række forskellige påvirkninger over tid – kan få et menneske til at køre ud ad nogle ekstreme tangenter.
Vi kan også konkludere, at det kan ske. Det er lige sket i Norge.
Det sker med jævne mellemrum, at mennesker reagerer destruktivt og ekstremt.
Der hersker nogle vilkår i vores kultur, hvor det er muligt for mennesker, at miste den sunde menneskelige tyngde – og køre ud ad nogle destruktive og ekstreme tangenter.
Forebyggende?
Hvad skal der til, for at mennesker får og bevarer en sund menneskelig tyngde?
Det findes der ikke ét enkelt entydigt klart svar på. Det ligger i de mange små ting i livet – over tid…
Lidt mere betænksomhed, lidt mere opmærksomhed, lidt mere hensyntagen, lidt klarer stillingtagen til godt og ondt – i de mange små ting i livet – over tid…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar