Mennesker er nogen gange ufatteligt hurtige til at tilskrive problemårsager – nogle bestemte grupper af mennesker. Det oplevede jeg rigtigt mange gange, i de år jeg arbejdede på botilbud for voksne udviklingshæmmede.
"Skæve" miljøer…
Et af de steder, der var en sand "grundgrube" for problemårsagsforvirring – var et nystartet botilbud – hvor der hurtigt opstod en kaotisk krisetilstand, godt "støttet op" af en selvrealiserende ledelsesstil. Hver dag sin overlevelsesbetonede nødplan.
Boenheden var et ikke helt færdigt nybyggeri i tilknytning til en eksisterende hovedbygning. Lidt af et prestigeprojekt, hvor byggeriet var trukket i langdrag – og indflytningsdatoen var blevet udsat flere gange. Til sidst skulle det så åbenbart bare være – mest af økonomiske grunde. Der skulle huslejeindbetalinger i kassen. Men det var noget af et rodet hus, beboerne flyttede ind i. Der manglede køkken, der til sidst blevet delvist sparet til en skrabet udgave – der ikke helt levede op til, at skulle kunne fungere som tilberedningssted for mad til mindst 20 mennesker dagligt. Nærmere en stor kernefamilie på omkring 6 personer. Alt uden om bygningen var en stor mudderpøl – og der manglede trappesten til bygningen. Det blev nødlappet med nogle planker over udgravningerne – så der kunne bakses kørestole og flyttelæs ind i bygningen. Der var fyldt med håndværkere, der rendte og lavede de sidste ting. Så det var pænt kaotisk – og lidt af en bedrift at få styr på de nye beboeres individuelle særlige behov: Medicin, diæter, sprog, daglige aktiviteter osv. Og en endnu større bedrift at agere i cirkusmanegen i praksis, uden at det gik så alvorligt ud over beboerne – at der ville være tale om omsorgssvigt.
En mørk, regnvåd og decemberkold fredag eftermiddag, hvor jeg mødte ind på arbejde, var der en besked fra dagholdet: "Afløbene i toiletterne og håndvaskene er ved at stoppe til. Pedellen har fridag, og vi synes ikke, han skulle forstyrres, så det med afløbene må vente til mandag. Vi håber, det går. God weekend."
Håber, det går?
Nogle af beboerne var allerede begyndt at blive urolige over vandstanden i håndvaskene og toiletterne.
Hvordan skulle det kunne gå, at 16 beboere ikke kunne komme hverken på toilettet eller i bad – en hel weekend?
Det var selvfølgelig et pænt træk, at man ikke ville forstyrre pedellen på hans fridag – men ikke særlig betænksomt overfor hverken beboerne, eller de kollegaer, der skulle på arbejde i weekenden.
Så måtte jeg jo være den "onde", der ringede hjem og forstyrrede pedellen på hans, på det tidspunkt, sidst på eftermiddagen – fridag. Nu var han jo et anstændigt menneske – så der var ingen grund til ligefrem at være bange for ham. Han var såmænd også meget hjælpsom, da jeg beklagede, at jeg var nødt til at forstyrre ham – men jeg vidste ikke hvilket af de 5-6 forskellige telefonnumre, der stod på listen over tilkald i akuttilfælde – under overskriften gas og vand – jeg skulle gribe fat i. Det skulle så være et slamsuger firma, der kunne spule kloakrørene igennem – og jeg kunne finde bygningstegningerne med oversigten over ledningsnettet under bygningen, på pedellernes kontor i kælderen – hvis slamsugerne fik brug for dem.
Når vand løber opad…
Derfra var der en vis pædagogisk udfordring i at berolige beboerne, der med undren kunne iagttage, at vandstanden lige så stille og roligt steg i toiletterne – og efterhånden nærmede sig kanten for oversvømmelse. (Man kan reelt komme ud for, at der går kludder i naturlovene og tyngdekraften – så vand begynder at løbe opad » Alle videnskaber er "fantasifostre").
De fleste af beboerne gik meget op i deres nye hus, og fulgte ivrigt projektet med slamsugerne, der rendte rundt med pandelamper ude i mudderpølen, for at få vandet til at løbe nedad igen.
Til sidst lykkedes det. Og der blev ned langs gangene meldt klar inde fra de forskellige lejligheder. Også fra køkkenet var der en der meldte, at vandet nu faldt i håndvasken.
Den "slags" mennesker…
Så blev vi irettesat.
For slamsugerne havde fundet ting og sager i kloakrørene. Blandt andet ølflasker. Så vi skulle passe på, hvad beboerne rendte og skyllede ud i toiletterne.
Jeg syntes, det virkede noget fantasifuldt at forestille sig, at en ølflaske skulle kunne komme helskindet gennem vandlåsen på et toilet.
Men – de kendte den "slags" mennesker. Jeg skulle bare vide, hvad de havde været ude for.
Så det skulle jeg ikke gøre mig klog på. Og det var da trods alt noget, at de ikke forsøgte at bilde mig ind, at den var kommet ned gennem håndvasken.
I tiden derefter gentog problemet sig (der blev godt nok taget hånd om det i dagtimerne fremover). Kloakken stoppede til – blev spulet igennem – og en efterfølgende irettesættelse til personalet om at få styr på vores beboere.
På et tidspunkt mente man så, at det nok var en idé at få nogle bygningssagkyndige til at lave et tilsyn på byggeriet – og kloakeringen under byggeriet.
Deres "dom" var: At det, der lå i kloakrørene, var efterladenskaber fra håndværkerne, og grunden til, at det ikke kunne lade sig gøre at spule rørene rene, skyldtes, at hældningen på den stump rør, der forbandt det nye kloaksystem med det eksisterende – var for lille. Så vandet kunne ikke løbe fra af sig selv. Så nu landede sagen som byggesjusk. En lidt kompliceret sag – vel og mærke. For det skulle jo først afgøres hvilken ende af tilslutningsrøret, der havde ansvaret for hældningen. Det eksisterende byggeri var amtsligt ejet – og tilbygningen var ejet af en boligforening.
Men derfra fik vi ikke flere irettesættelser over den "slags" mennesker.
Læring af "processen"…
Nu foregik det her i et miljø, der var besat af selvrealisering. Så alt skulle vendes til lyksalige lærende processer – der skulle få medarbejderne til at se et dagligt "lys" (Altså ikke en pandelampe til natløb i mudderpølen – snarer en form for indre lys).
Og ja – hvad, skal vi sige, er læringen i den cirkusforestilling?
At mennesker har en meget kreativ og livlig fantasi, når det gælder om at forestille sig, hvad den "slags" mennesker er i stand til?
For et er jo, hvad den "slags" mennesker eventuelt ville kunne synes var sjovt, at prøve at skylle ud i et toilet. Noget andet, hvad der reelt ville kunne lade sig gøre.
Jeg vil stadig stille mig tvivlende overfor, at en ølflaske skulle kunne komme helskindet gennem vandlåsen på et toilet. I samlesæt måske?
En cykel? Nja ?
En fodbold? Så skal det da være en lufttom en af slagsen – også kaldet punkteret…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar