Det er ikke pænt at tale dårligt om andre – men…

Men…

… engang imellem kan det være ganske befriende med noget sund negativitet, der kan tage trykket af en fortættet positivistisk stemning.

Det kan også blive for meget af det gode – med melodien om at se det positive i alt. Det kan få et næsten frelst og skinhelligt præg.

Da jeg var på voksenpædagogisk grundkursus – skulle vi alle, som led i undervisningen, forberede og afholde en øvelsesundervisning. De øvrige på holdet skulle så give feed-back efter nogle retningslinier, der gik på at være konstruktiv og positiv i sin feed-back. Ikke noget med at sable nogen helt ned til sokkeholderne – for det var der ikke nogen, der efterfølgende kunne bruge til noget.

En af deltagerne holdt en øvelsesundervisning om noget med fobier. Han havde ikke helt forstået opgaven med at skelne mellem undervisning og terapi – og begyndte at lege terapeut. Lidt klamt.

En af de andre kursister, var evigt kværulerende – og til tider grov.

Men han havde en god pointe.

Han havde sin baggrund indenfor militæret, og kunne så absolut ikke kapere den terapeutiske omgang, der blev serveret fra medkursisten.

Da han skulle give feed-back, var han blank – for noget positivt at sige – og stillede det spørgsmål: Hvad nu hvis der ikke er noget positivt at sige?

Det var en helt lettelse, at der var en, der turde sige det højt. For det kan være helt forkrampet og pinagtigt, at skulle vende vrangen ud på sig selv – for at være evigt positiv.

Det er ikke alt, der er noget positivt at sige om – og så er det befriende, at få noget sund negativitet på banen.

Det er jo ikke negativt at tale dårligt om andre - hvis det er berettiget...