Hvem er VIGTIGST i verden?

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

Hvad ville der ske, hvis alle andre mennesker lignede os selv?

Det ville være ganske forfærdeligt. Vi ville være fuldstændig fortabte.

Hver gang der skete noget i livet og verden – så ville en kunne sige: Jeg så, følte og oplevede det sådan – og så ville der lyde et ekko af: Det gjorde jeg også, det gjorde jeg også, det gjorde jeg også…

Så ville hele menneskeheden låse sig selv og hinanden fast – i den samme oplevelse, med den samme følelse og den samme synsvinkel – uden nogen muligheder for at komme videre med og fra oplevelsen.

Det der bringer os gennem livet – er jo netop, at vi ser og opfatter tingene meget forskelligt.

Nogen kender nogle andre eksempler, der minder lidt om det samme. Nogen ser det skete ud fra en historisk vinkel, andre ud fra forskellige faglige vinkler. Nogen ser nogle menneskelige vinkler. Andre undrer sig over alle de andres vinkler, for de hænger jo ikke sammen.

På den måde, kommer der nuancer og perspektiv på livet og livets oplevelser.

…

Et konkret eksempel til illustration, fra den tid hvor jeg arbejdede bosteder for mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmning.

Eksemplet er hentet fra et bosted, hvor en ny boenhed var under opstart. Jeg har i et tidligere indlæg: Den "slags" mennesker – i "skæve" miljøer"…, skrevet lidt om det generelle kaos, der herskede i den sammenhæng. Arbejdsmiljøet var ganske forfærdeligt, med en luftig og flyvsk selvrealiserende kultur der betød at medarbejderne sejlede rundt i hver sin verden og brændte sammen på stribe. Jeg stod i det i knapt et år, inden jeg måtte sige op på grund af overbelastning.

Da jeg evaluerede overfor mig selv, hvad det var i dette kaos, der gjorde, at jeg trods alt var i stand til at hænge sammen i det – så var mit svar: At det var de meget livsnære mennesker, der boede der, der gav sammenhængen en virkelighedsnær og stabiliserende tyngde.

Det var dem, der gjorde opmærksom på de menneskelige livsnære værdier. Og det gjorde de på mange måder.

En af de ting, der kom til at stå i skarp kontrast til det øvrige, var deres omsorg – både for hinanden – men også de medarbejdere, som de knyttede sig til og holdt af.

Jeg kan huske en aften, hvor jeg sad og skrev på PC'en ved et bord "midt i det hele" (der var ikke noget, der hed kontor til personalet). På et tidspunkt kom en af beboerne slæbende med en termokande og et krus – og placerede det på bordet. Jeg startede med at ville irettesætte ham. Han skulle ikke drikke kaffe oveni min PC. Denne beboer havde ikke ret meget verbalt sprog, så han fortale det, han ville fortælle – ved at vise det. Så han forsatte med det, han havde sat sig for – og pludselig måtte jeg skynde mig at gribe for mig – for ikke at få hældt et krus varm kaffe ned over mig. Jeg spurgte ham så – om han syntes, jeg lignede en, der kunne trænge til noget kaffe? Og det svarede han ja til. Det var sådan set også rigtigt nok – nogen gange blev der i dette åbne og hektiske miljø med konstant underbemanding og oplæring af nye medarbejder, ikke ret meget tid til at pleje sig selv – som medarbejder. Så måtte jeg jo takke pænt for kaffen – men også sige, at jeg syntes, det gik bedst, hvis jeg selv fik lov til at "styre" kruset.

Et andet eksempel foregik i en weekend – hvor der som sædvanlig var underbemanding. Det betød som ofte, at tidsplanen godt kunne "skride", så frokost måtte blive, når alle som minimum havde fået morgenmad, og havde fået den basale hjælp, de hver især havde behov for – for at komme ud af sengen. På et tidspunkt rundede jeg køkkenet i det skarpe trav, der var mit (det var ikke motion, der var mangel på) – og så til min forskrækkelse, at en af beboerne stod ved køkkenbordet med en skarp kniv, og havde skåret sig. I min forskrækkelse røg der en hurtig irettesættelse ud af munden på mig – hvad var det dog, han lavede? Hvortil han ulykkeligt svarede – at han jo bare prøvede på at hjælpe mig. Han havde villet begynde at skære franskbrød til frokosten. Så måtte jeg jo "vende rundt" – og takke ham for, at han gerne ville hjælpe, for det var jo utroligt sødt gjort af ham. Så var det ellers i gang med førstehjælpskassen, rense sår, og på med plaster og forbinding. Derefter en oprydning i, hvad der lå og blafrede af skarpe knive frit tilgængelig for alle – så de blev gemt godt væk. Så fandt vi i stedet en lidt mindre skarp kniv – der var god at skære brød med – så han kunne komme til at hjælpe med frokosten.

Sådan var der hele vejen igennem masser af eksempler på, hvordan det var beboerne, der "holdt øje" med, om der var nogen, der kunne trænge til lidt menneskelig "hjælp" og omsorg.

Men det var selvfølgelig ikke i orden og ok – at det var de mennesker, der boede der, der skulle "passe på" personalet. Jeg havde det oppe at vende på personalemøder nogle gange, for det burde jo være personalet og ledelsen, der passede på sig selv, hinanden – og beboerne – også menneskeligt. Det budskab kunne jeg ikke trænge igennem med, og det blev også mennesker udefra, der i den sidste ende greb ind. Arbejdstilsynet gik på banen med blandt andet et hold virksomhedspsykologer, kort tid efter at jeg var stoppet – og jeg ved, at de var tilknyttet stedet mindst et år.

Det er oplevelser som disse, der har givet mig mit perspektiv på betydningen af menneskelig forskellighed.

…

Og – ja – hvem er så VIGTIGST i verden?

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?