Det sker den ene gang efter den anden. KATASTOFE – overgreb mod udviklingshæmmede. KATASTROFE – omsorgssvigt i hjemmeplejen. KATASTROFE – lægesjusk invaliderer sagesløse. KATASTROFE – landmand vanrøgter sine dyr. KATASTROFE – forgiftede fødevarer truer vores sundhed. KATASTROFE, KATASTROFE – den ene gang efter den anden.
Og så starter KLAPJAGTEN – efter SKURKEN!
Hvem skal ”henrettes” for FORBRYDELSEN?
Og når der så har kørt selvsving med det et godt stykke tid – så kommer UDGLATNINGS- og FORSTÅELSESFASEN.
Vi får en masse historier – om mennesker fra det virkelige liv – der jo i virkeligheden bare er mennesker, der har det svært – og alle er hårdt pressede.
Og så kan vi jo mange gange godt forstå – at det ikke er helt rimeligt – at fare så hårdt frem.
Det kan vi godt FORSTÅ.
Og så stopper KATASTROFEN.
For nu når vi ikke kan finde SKURKEN – så er der jo ligesom ikke rigtig noget, vi kan gøre ved det.
Og de, der vedbliver at give kritik af de forhold, der er kritisable – bliver så til nogle hjerteløse mennesker, der mangler forståelse for, at det jo i virkeligheden handler om en masse mennesker, der alle på hver sin vis – bare er hårdt pressede.
SYNDEBUKS-MENTALITETEN blokerer for konstruktiv problemløsning.
Hvis vi hakker længe nok rundt i problemstillingerne – så har alle på forskellig vis – i mere eller mindre grad – en form for skyld og ansvar – når der er problemstillinger i vores samfund, der har fået lov til at køre ud af nogle tangenter og vokse sig store.
Samfundet kan ikke fungere, og vi kommer ikke ud af stedet – og kan ikke få gjort noget som helst ved noget som helst – hvis alt drukner i spørgsmål om skyld og ansvar – og syndebukke.
Det handler om at løse problemer. Og det kræver et socialt medansvar - af ALLE!
(Mickey Gjerris indlæg: Et værdigt måltid? – om forbrugere, borgere og husdyrproduktion – giver, synes jeg, en god beskrivelse af hvordan syndebuksmentaliteten – kan blokere for problemløsning.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar