Fly- og højdeskræk

Jeg hører til dem, der lider at højde- og flyskræk.

Sidste sommer jeg var i Rom – fik jeg styr på flyskrækken. Det er ikke det at flyve – der er ubehageligt – det er det at komme i luften.

Det sidste stræk inden flyet letter fra jorden – og til at det er helt oppe – der er accelerationen så stor – at det virker naturstridigt på mig – og jeg har en oplevelse af at min sidste time er kommet.

Men det fungerede faktisk – at jeg kunne sige til mig selv – at det kun varer ganske kort tid – du skal igennem et lille mareridt – og derefter er alt Ok igen. Derfra kunne jeg faktisk nyde at være i luften – og syntes at det var helt fantastisk med den udsigt – der er deroppe fra… For man sidder jo ganske trygt og godt i en flyver…

Derimod er der ikke ti vilde heste, der kan trække mig op ad snoede trapper og stilladser – ude i det fri. Jeg har det bedst med nogle solide mure – eller lang afstand til kanten hvis jeg skal op i de højere luftlag… Så den vinklede trappe op i Sejrsøjlen i Berlin – den stod jeg af på. Den udsigt lever jeg fint uden at have oplevet. Det samme gjaldt Fjernsynstårnet i Berlin. Nu var der også timelange køer – for at komme der op. Men gad vide om udsigten virkelig også er så god – at det er mareridtet værd?

Det må jeg vel hellere for tjekket af – næste gang jeg kommer til Berlin…