Hjernen er en muskel, der skal trænes. Ingen træning, ingen udvikling af færdigheder. Så langt er de fleste mennesker, der på forskellig vis beskæftiger sig med menneskers udvikling, enige.
Men der stopper enigheden så også. Der kan være mange forskellige holdninger og opfattelser af, hvilken form for træning / udfordringer der udvikler menneskers færdigheder – og hvad mennesker med forskellige ståsteder er i stand til at udvikle af færdigheder. Og de forskellige holdninger og opfattelser bidrager i vid udstrækning til en stagnerende og begrænsende holdning i relation til menneskers udvikling af færdigheder.
Børns udvikling…
Er menneskers hjerne og udviklingsmuligheder givet fra fødslen?
Erfaringer har vist, at hos for tidligt fødte børn, der bliver født før hjernen er fuldt udviklet, kan den intakte del af hjernen kompensere og udvikle evnen til at overtage de funktionsområder, der ellers tilhører de manglende eller defekte dele af hjernen. Hos for tidlig fødte børn, kan man ikke på forhånd vide, hvordan hjernen og hjernens funktionsevne og -områder vil udvikle sig. Men man har efterhånden meget gode erfaringer med effekten af træningsprogrammer i form af øvelser og stimuli. Jeg har hørt et eksempel på en dreng, der ved fødslen manglede 30 % af hjernen, men som ved skolealderen har udviklet sin indlæringsevne, så han kan gå i en almindelig skole. Et andet eksempel, jeg har hørt om, er en nu 25 årig kvinde, der var for tidligt født, og som i dag er uddannet og arbejder som sygeplejerske.
Den finske hjerneforsker Matti Bergström forholder sig i sin bog: Neuropædagogik – En skole for hele hjernen, kritisk til de facts og vidensbaserede skolesystemer, da de ikke i tilstrækkeligt grad udvikler børns potentiale for at tænke og reflektere i helheder. Hans pointe er, at hjernen er en muskel, og kun de sider af hjernen, der bliver trænet i skolernes undervisningsprogrammer, vil blive udviklet. Det er ikke nok at børn har et medfødt potentiale for at udvikle forskellige færdigheder, potentialet skal også trænes.
Hjernen er en muskel, der kun udvikler sig gennem træning – og den har også en medfødt fleksibilitet, der sætter de forskellige dele af hjernen i stand til at udvikle evnen til at overtage funktionsområder, der ellers defineres som tilhørende andre dele af hjernen. Man kan ikke forudse, hvordan og hvor meget nogle dele af hjernen er i stand til at udvikle af funktioner. Kun at det sker i kraft af træning af hjernens muskler gennem ydre påvirkninger og stimuli.
Voksenområdet…
Menneskets evne til at udvikle og træne nye færdigheder stopper når de når voksenalderen? Det der ikke udvikles i barndommen – er tabt for altid? Sådan lyder det nogle gange, når mennesker skal definere menneskers udviklingsmuligheder – og begrænsninger.
Oktober 2000 kommer journalist Anne Meiniche ud for en alvorlig trafikulykke. I starten er det uvist, om hun overlever. Hun gennemgår en lang operation og ligger i respirator i flere uger. Hun får en krop, der er sammensat af en del reservedele, og er lammet i benene. Bogen: To kaffe og en staveplade, er hendes beretning om ulykken, den uvisse periode i starten, og kampen for at få og blive genoptrænet. Hun genvinder så meget af førligheden, at hun får en invaliditetsgrad på 65 %, og bliver i stand til både at cykle og køre bil. Der er ikke mange ressourcer til genoptræning i det danske sundhedsvæsen, så det er en kamp at få den – og nogen får den ikke, fortæller Anne Meiniche blandt andet i sin bog.
Undersøgelser har vist, at studerende fra de projektorienterede universiteter (Roskilde og Aalborg) er langt mere erhvervsrettede som færdiguddannede, end studerende fra de øvrige universiteter. Den projektorienterede undervisningsform giver i uddannelsesforløbet en god træning i at anvende teoretisk viden i praksis, som studerende ikke opnår ved den traditionelle kursusundervisning.
Menneskers evne til at træne og lære nye færdigheder udvikles og er også til stede i voksenalderen, viser ovenstående eksempler. Men udviklingen er betinget og formes af konkret træning i relation til konkrete udfordringer.
Er nogen udfordringer bedre end andre?
Mennesker er kun i stand til at udvikle og bevare deres færdigheder gennem uddannelses- og skolesystemet – er en anden begrænsningens kunst, vi nogen gange dyrker i det danske samfund. Men er det rigtigt?
Da computerspil for alvor begyndte at vidne indpas og blive populært – i sær hos børn og unge, var der mange kritiske røster fremme om, at det var skadeligt for hjernen og hjernes udvikling. Den sandhed har man siden måtte trække tilbage. For der var ikke noget belæg for det. Computerspil er ikke som sådan skadelig for hjernens udvikling. Tværtimod – så udfordrer computerspil på nogle punkter hjernens aktivitet og udvikling af færdigheder, som kan karakteriseres som god gymnastik for hjernen. Det eneste skadelige element, der kan ligge i computerspil, er, hvis mennesker udvikler en ludomanilignende afhængighed af det. Men det er jo en helt anden problemstilling, som ikke har noget med hjernens udvikling af gøre.
På et tidspunkt lavede man en evaluering af ældre og ældres evne til at bevare deres åndsevne. Konklusionen var, at de ældre, der dyrkede nogle interesser, der udfordrede hjernens evne til at resonere for eksempel i form af kryds og tværs, bevarede deres åndsevne langt bedre end de ældre, der ikke dyrkede den form for interesser.
Så hvor vidt mennesker udvikler og bevare deres færdigheder, kan lige såvel forgå gennem hobbybetonende aktiviteter, som gennem systembaseret undervisnings- og træningsprogrammer. Det er ikke afgørende for, hvorvidt mennesker udvikler og vedligeholder deres færdigheder. Det eneste, man kan konkludere på dette punkt, er, at træning er en grundforudsætning for udvikling og vedligeholdelse af færdigheder. Men derudover kan det forgå på mange forskellige måder.
Menneskers færdigheder udvikler sig kun gennem træning...
Ovenstående eksempler er hentet fra forskellige områder, som vi i vores fragmenterede og sektoriserede sammenfund ikke normalt sammenstiller, fordi de tilhører forskellige områder. Men eksemplerne viser sammenstillende, at hverken alder, konkrete muligheder i relation til socialt miljø, undervisning og uddannelse, eller hjerneskader, kan bruges til at forudse og definere, hvilke udviklingsmæssige begrænsninger og muligheder mennesker har.
Det eneste, man kan konkludere som en generel forudsigelig begrænsning for menneskers udviklingsmuligheder, er, at menneskers færdigheder kun udvikler sig gennem fysisk konkret træning i relation til fysisk konkrete udfordringer og stimuli.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar