Uskyldig dømt – af folkedomstolen…

Vi har i Danmark et retsprincip, der gør, at ingen er skyldige – medmindre det bliver bevist, og de bliver dømt for det. Eller har vi?

Hvor mange uskyldige bliver eksponeret og hudflettet af den offentlige folkedomstol? Og bliver de for alvor frikendt, når det viser sig, at mistroen ikke kan bære en reel dom for noget ulovligt?

For et par år siden skete der ved årsskiftet en alvorlig forbrydelse. En ung pige blev voldtaget og myrdet. Politiet gik som vanlig i gang med en lang række afhøringer – hvoraf de fleste af dem, der kom i søgelyset, jo selvfølgelig var uskyldige. Det er normal procedure i den slags sager. Alt og alle, der har været i nærheden, kommer i betragtning og bliver afhørt, når politiet skal finde spor og forsøge at kortlægge, hvad der er sket. På et tidspunkt blev et navn og ansigt eksponeret i dagspressen. Nu havde man fundet den skyldige. Så gik der selvsving i folkedomstolen. Naboer udtalte sig. De syntes også, der var noget mystisk ved manden. En lidt underlig type. Enspænder. Holdt sig lidt for sig selv – og videre i den dur. Der var et lille men – ved sagen. Der var blevet taget DNA prøver af både denne mand – og rigtigt mange andre, og der gik lidt tid, før man havde resultatet af de prøver.

DNA prøven frikendte manden. Det kunne ikke være ham. Men inden det resultat kom, nåede han at blive eksponeret og hængt ud som voldtægtsforbryder og morder – af den selvsvingende folkedomstol.

I den politiske verden er folkedomssager efterhånden hverdagskost. Vi har Helle Thornings skattesag, Troels Lund Poulsens læk af fortrolige skattepapirer, Søren Gades viden om tortur af krigsfanger, Ole Sohns involvering med Sovjet-kommunisterne. De fylder meget i mediebilledet. Skyldig – ikke skyldig? Folkedomstolen svinger hammeren og afsiger dommen.

For er de, der på den måde bliver eksponeret ikke allerede dømt? Er dommen ikke afsagt, når de, der er under mistanke, ikke kan få fred til at arbejde og agere som uskyldige?

Den uskyldige mand, der i sin tid blev eksponeret som voldtægtsforbryder og morder, fik en dom, der ikke gik væk igen. Jeg hørte fra en af mine pårørende her i julen, hvor vi diskuterede fænomenet med folkelige domme i medierne, at der på et senere tidspunkt havde været et interview med manden. Det blev aldrig det samme igen. Sagen blev ved med at hænge ved ham. Han oplevede, at menneskene i nabolaget vedblev at se skævt til ham.

Jeg ved ikke, om den rigtige voldtægtsmand og morder blev fundet, eller om sagen figurerer som en uopklaret sag? Det var ikke det, der kom til at fylde og blev eksponeret i medierne. Det blev til sagen om den uskyldige mand, der blev eksponeret og dømt af folkedomstolen.

Hvad husker mennesker? De fleste husker, at der engang var nogle sager. De husker, hvem der var involveret og blev eksponeret i sagerne. Men hvor mange husker udfaldet af sagerne? Nogen vil altid blive forbundet med de sager, de har været eksponeret i forbindelse med – også selvom de var uskyldige. Sagerne vil blive ved med at hænge ved dem.

Bliver Helle Thorning nogensinde frikendt i sin skattesag? Bliver Troels Lund Poulsen, der har taget orlov fra folketinget, mens hans sag undersøges, nogensinde troværdig som ministeremne igen? Er Søren Gade færdig i politik? Bliver Ole Sohn nogensinde andet end Sovjet-kommunisternes gamle ven?

For – der går ikke røg af en brand uden ild?

Eller gør der?